Gældende regler

Hvornår skal din bil synes

Almindelige personbiler under 3.500 kg. skal som hovedregel til syn hvert andet år, og første gang 4 år efter første registrering.
 

Hvem skal stille med køretøjet?

Der er intet krav om, at det er ejeren eller brugeren af køretøjet som skal stille med køretøjet til syn. Det vil dog ofte være en god idé selv at komme til syn med sit køretøj, da man her vil få indblik i køretøjets stand, og gjort opmærksom på eventuelle ting, som kan udvikle sig til fejl/skader.
 

Synets indhold

Synsstederne kontrollerer færdselssikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold. De færdselssikkerhedsmæssige forhold er f.eks. kontrol af styreapparat, bremser, lygter, signalapparat, reflekser og bærende dele, bl.a. hjulophæng, støddæmpere og dæk. De miljømæssige forhold er f.eks. kontrol af røg, kulilte og støj. Synet kan derfor ikke træde i stedet for en total bedømmelse af bilens almindelige kvalitative tilstand eller økonomiske værdi.
 

Syn af veteranbiler

Hvis din bil er indregistreret første gang for mere end 35 år siden og kun benyttes lejlighedsvis, kan du indregistrere den til veterankørsel. For at få bilen indregistreret til veterankørsel, skal du henvende dig ved motorekspeditionen på et skattecenter med bilens registreringsattest. Den begrænsede anvendelse medfører, at bilen efterfølgende kun skal til periodisk syn med 8-årige synsintervaller ud fra bilens månedsdato.
 
Bemærk:
Er din bil ikke indregistreret til veterankørsel, vil den fortsat blive indkaldt med 2-årige synsintervaller, selv om den er over 35 år gammel. Du kan læse mere på Færdselsstyrelsens hjemmeside
 

Hvem indkalder...

Det er Færdselsstyrelsen som indkalder køretøjer til de lovpligtige periodiske syn. Indkaldelserne er baseret på information fra Centralregisteret for Motorkøretøjer. Indkaldelsen indeholder oplysning om den seneste dato for fremstilling af køretøjet til syn og udsendes senest en måned før denne dato.
 

Kan jeg få udsat synsfristen?

Der er ikke i reglerne for periodisk syn mulighed for at udsætte den seneste frist for syn. Det betyder, at Færdselsstyrelsen ikke kan ændre den frist, som er fastlagt i indkaldelsen, uanset baggrunden for ønsket om udsættelse. Kan bilen ikke synes inden for fristen, bør den afmeldes. Efter fristen for syn sendes der et erindrings-brev til bruger af bilen. Herefter overgår sagen til politiet, som har mulighed for at inddrage bilens nummerplader og udstede bødeforlæg.
 

Klage over syn

Vil du klage over synet, skal det i første omgang ske til synsinspektøren på synstedet. Han kan henvise til en synsleder i den pågældende synshal. Du har derudover mulighed for at klage til Færdselsstyrelsen. Klagevejledningen fremgår af bagsiden på den synsrapport, du har fået udleveret ved synets afslutning. HUSK, at det skal gøres inden for 4 uger fra den dag, synet blev gennemført.
 
Færdselsstyrelsen behandler kun klager over selve synet - altså om synet er gennemført efter de gældende bestemmelser i bekendtgørelsen om syn og registrering. Klager over service og lign. foregår i den pågældende synshal.
Synshallen Kærvej ApS | CVR: 31748739 | Kærvej 71 A, 6400 Sønderborg  | Tlf.: 7443 1212